Øver min evne :D

Lani smilede. "Ellers kunne jeg prøve den evne jeg lige har opdaget, men jeg tror det vil være lidt for farligt" Mumlede hun lavt. Næsten så lavt at Sophie ikke kunne høre det.

" hmm ingen god ide"sagde hun tøvnde hun var glad for hun ville hjælpe "men vi kan vel engtlig godt smutte her fra" sagde hun og gad engtlig ikke at sidde her mere hun ville gene op sit værelse hun håbede at Lani vill med "altså jeg vil gerne op på værelset me du må godt komme med" sade hun rejste sig op

Hun nikkede. "Ja, det vil jeg gerne"

" kom det er denne vej" sagde hun drillende og tog hendes hånd for at riv hende efter sig med sig op værelserne


// vi kan bare forsætte her *_* gider nemlig ikke lav et nyt emme//

Hun rejste sig op og fulgte efter hende.

//Ok ^^//

De var ude på gangen hun satte kursen imod sit værelse hendes værelse nummer 428 hun gik stille op af trapperne hun holdte stadig Lani i sin ene hånd hun ænsede ikke de elever som gående hun var begyndt kaldt Mutanten der bange sine evner hun drejede ned gang stoppede da hun var kommet 428 hun smilede svagt den hun var ikke siker på om værelsekamrat hun ellere hvem det var de var der aldrig på samme tid

"428" Mumlede hun for sig selv og tog et mentalt foto af det. Det var bonussen ved at have en fotografisk hukommelse.

Sophie smilede svagt " det her jeg bor" sagde hun og smed sig på segnen men satte ret hurtigt op så der også var plads til hende " sæt dig ned" sagde hun smilede svagt

Hun satte sig på kanten af sengen og så sig omkring i værelset. "Det er hyggeligt" Mumlede hun.

" jaer men jeg syne ikke det så hjemligt" sagde hun bed i læben hun åbende skuffen fandt billede af Hannah og hendes far " her" sagde hun raktede hende billdet

Hun smilede da hun så billedet. "I ser lykkelige ud" Mumlede hun.

" jeg elskede mine forældre" sagde hun trist lukkede øjene i " hun hviste endda hvad min far var mutant og at er var chance for at blev det men hun elskede os mig og min far som vr vi normale" sagde hun og sukkede kort

Hun så hen på Sophie med et irriteret glimt i øjet. Det forsvandt dog hurtigt. "Vi ER normale" Mumlede hun bestemt. Hun så i hvertfald sig selv som normal.

Sophie sukkede irrteret hun var ikke normal hun lagde hun kunne få folk til gøre hvad hun ville endda slette deres minder og give dem nogle nye men det der var sværest var at hun vokset op med en far de hadede mutanter og hun var selv med tiden kommet til at hadede det men sagde ikke sukkede undskyldende" min fejl" sagde hu still

Hun sukkede. "Nej, det er min fejl" Mumlede hun. "Jeg er bare træt af at blive set som et misforstor!"

Hun fnøs smule smilede " velkommen i min verden" sagde hun gik hen til et lille skivebord hvor en pink Notebook stod hun tændte den hun vendte sig imod Lani ingen hun skulle skive til en kendte som boede i det hendes lejlighed

"Men du har i det mindste ikke været nødt til at lyve over for dine forældre det meste af dit liv" Mumlede hun og så ned i gulvet.

Sophie kiggede sukkede da " da min far fandt ud at jeg var blevet mutant kom vi op skændes min mor ville prøve at standse mig j jeg mistede besindelsen" hun tav for ikke at komme til græde hun vendte blikket væk " det jeg skal til sige har jeg sagt til nogen før" sagde hun alvorligt " Jeg kom til bruge den kræft Psysonic kræft bolt imod den har ikke fysisk effekt men pysisk er den kræftig og kan forvolde stor smerte på den person jeg bruger den" sagde hun tørede stædigt det tåre som trillede så forrædrisk ned kinderne på " deres skrig var så pinefulde jeg kunne ikke stoppe det og til sidst var de bevidstløse jeg kunnefå dem vånge igen men jeg vidste ikke det tidspunkt og til sidst bstemmte lægerne at de ville droppe slangerne og begravede" tårende trillede nu så heftigt at hun ikke gad tøre dem væk mere " det min skyld det hele hvis jeg havde evner var det aldrig"sagde hun prøvede skjule sin hulken

Lani blev siddende. Hun havde aldrig helt lært hvordan man skulle forholde sig når andre græd. Derfor gik hun ikke hen og lagde en arm om skulderen på hende.
"Det var ikke din skyld. Du vidste jo ikke du kunne hjælpe dem"

" jo det var jeg hader mine evner det var dem der tog min familie fra mig jeg hader at være mutant" sagde hun blev vred men ikke Lani mere på sig selv havde glemt alt om Note book hun bed svagt læben " måske er Emma hende der kan hjælpe mig" sagde hun trist men hun vidste selvfølgelig ikke noget om hvor hun skulle lede og det gjorde hende mere trist " Lani" sagde hun hun og tog sig til hovdet ikke fordi hun havde ondt i hovdet men fordi hun tænkte

Lani sukkede. Sophie var ikke den eneste der hadede at være mutant. Det gjorde hun selv. Hverdag havde hun været nødt til at lyve over for sine forældre bare fordi de afskyede mutanter så meget. Kureren mod mutation ville sikkert heller ikke gøre det bedre. Hvis hendes forældre nogensinde fandt ud af at hun var mutant ville de sikkert tvinge hende til at tage den.
Hun sukkede. For at skjule hun var mutant havde hun sagt til sine forældre at hun ikke fik nok udfordring i skolen. Hun fik gode karaktere i alt. Derfor var hun blevet sendt hen på den her kostskole. Hendes forældre troede at det var en skole for intelligente unge. De ville dø hvis de fik sandheden at vide.
"Du er ikke den eneste der ikke har det let" Mumlede hun bare.

hun vidste det udmærket hun ikke var den eneste der elendigt men hun hade set skolen som det sidste chance hvis de ikke kunne hjælpe overvejede tage kurren " men jeg ked af det med din familie" sagde hun vidste umærket godt at det var hendes tanker hun set " men jeg glad for at du hjælpemig jeg håber bare din bedstefar ved hvor hun er" sagde hun famlede efter hun pude hun lagde op hovdet

"Det er endnu værre for mig" Mumlede hun stille. "Min far har udviklet kuren" Næsten hviskede hun og nikkede så. hun håbede også at hendes bedstefar kunne hjælpe Sophie.

//skal logge/

// vi ses ^_^ //

Sophie stirrede vantro på hende nikkede så hun bed svagt læben hun lagde kort hovdet på skrå " virklig han´må da være store den mutant hader" sagde hun sukkede kort hun havde aldrig sagt det her før men hun følte sig lettet