Øver min evne :D

Lani vente sig om og skiftede forskrækket tilbage til sig selv. "Hvem er du?" Skreg hun. Kunne ikke lade være. Hun havde det med ikke at tænke sig om før hun handlede.

Da Lani snakkede til ham blev en smil endnu bredere " træd tilbage" sagde Emma til Lani Emma tog nogle skridt tættere på maden Sophie vidste med det samme hvad Emma ville med manden Emma forsatte det varede ikke ret længe før Emma kunne nå hans pande Sophie vidste ikke hvad hun ville ellere skulle gøre og blev bare stånede i det fjerneste ende af gyden Emma var kommet så tæt på manden nu og hun starkte sin arm ud imod hans pande og i det hun rørte den faldte han sammen af smerte end til han besvimede hun lagde kort sine hænder på hans tindinger og var væk i stykke tid " du Læser jo hans tanker" sagde hun fofærdet " nej jeg fjernede bare hans erinding om os" sagde hun betragtede Sophie hun begyndte gå ud af gyden de skulle væk enden han vångede " kom vi skal skynde os" sagde Emma som intet var hændt hun smilede svagt " han var mutant jæger" sagde hun rolig og satte farten op Sophie skyndte sig efter Emma da hun gik forbi Lani tog hun Lanis hånd og trak hende med sig

Lani strittede imod og rev sig løs af Sophies greb. Gik hen til manden. Uanset hvem eller hvad han var skulle han ikke bare ligge der. Det havde hun det ekstremt dårligt med. "Vil du bare efterlade ham her?" Spurgte hun vredt Emma. "Mutanter der skader mennesker er grunden til at hans slags eksistere! Hvis vi var søde ved dem ville de ikke jage os!" Hendes øjne skød lyn.

Emma vendte sig om stirrede på Lani " jeg vækker ham når i er kommet væk" sagde hun kneb øjene sammen Sophie gik over ved siden af Lani " jeg skal nok vække ham" sagde Sophie forsigtigt og gjorde det samme med hænderne som Emma havde gjort Sophie konceterede sig vildt meget hun havde svært ved vække ham og de lykkedes ikke hun rettede blikket op imod Emma for måske at få noget hjælp men Emma fnøs bare * godt så må jeg jo selv* tænkte hun og måtte koncentere sig endnu mere

Lani så vredt på Emma. Hun virkede slet ikke så sød alligevel. Hun så på manden igen, der var bevidstløs. Studerede ham og kort lyste hendes øjne op i en ravgul farve. Hun tog et mentalt billede af ham, så hun kunne ændre udseende til ham.

Sophie kæmpede stadig hun bed sig svagt læben endelig kom han til bevidst hed han stirrede på sophie men der var ingen tegn på taknmlighed fra hans side Sophie gav slip på mandens tindinger hun rejste sig op hun vaklede en smule da hun tog sine første skridt hun følte sig dårlig hendes hud var også blevet en smule bleg hun ville aldrig glemmedet hun havde set i hovde det var ikke med vijle at hun var kommet se hans minder og tanker nu kunne hun forstå hvorfor Emma reagerede som reagerede hun sukkede svagt stirrede kort på Lani ogg vendte blikket imod Emma måske skulle de tage hjem den behandlning de havde fået af Emma var ikke særlig rar manden smil kom tilbage i det han trak pistol frem fra lommenhan pegede den imod Sophie som kiggede forfærdet på manden " er det en tak man for redde dit skind" sagde hun vredt hun vidstegodt hun skulle passe på med blive vred men hun kunne ikke styrre sig mere hendes øjene lyste af had og hendes øjene slog lyn hun fnøs en smule og overvejede tage hans bevidsthed Emma spærrede øjene mere op nu efter det Sophie havde sagt Sophie tog nogle vaklende skridt imod Manden " i monstre skal ikke leve" sagde med frygt stemmen men Sophie var bleven så vred nu at faktisk var ligeglad med ham hun føs kort som svar imens hun tog to skridt yderligere imod manden " bare fordi din kone ikke behandlede dig særlig godt og brugte sine evner imod dig har du ingen ret til hævne dig på andre mutanter" sagde hendes var rasende nu hun havde aldig sur i sit liv før som nu * mennsker de er ikke til stole på* tænkte hun Emma betragtede hendes kort " så er det godt unge dame" sage hun og med stadige rolige stemme " jeg er ikke kommet for slås Sophie" sagde hun vendte blikket imod sophie " lad ham være så vi går" sagde hun også henvendt til Lani

Lani lagde armene over kors og stirrede vredt på dem. Hendes øjne skiftede farve til ruvgule. "Nu stopper i! Jeg lader ham ikke være før han kommer på hospitalet!" Sagde hun bestemt og sendte ham et kort blik, der tydeligt sagde at han bare skulle tænke på at røre hende, så ville han højst sansynlig dø.
"Hvis vi ikke gør det, er vi ikke bedre en dem"

Manden pegede stadig sin pistol imod Sophie hun betragtede ham kort Lani havde ret men hvordan skulle de få ham på hospitalet hvis Sophie rørte sig ville han sikkert skyde hende hun vendte spørgede blikket imod Lani " jamen hvordan for første hvis jeg røre mig bliver jeg skudt" sagde hun lettere irrterende hun bed sig læben " for det andet når vi så kommer på hospitalet så råber han bare op om os at vi er mutanter" sagde hun en smule fursteret hun vendte igen blikket imod manden imens hun havde sagt det var hun stoppet med gå imod manden han fumlede kort med pistolen før der lød et skud Sophie så forskrækket op på manden hun var ikke blevet ramt da han havde skudt op luften

Lani var straks henne ved manden, i det han skød. Skiftede form, så hun var sit helt rigtig jeg (Ligesom Mistique. Bare grøn i stedet for blå og rødt hår i stedet for orange). "Hvorfor? Vi vil jo bare hjælpe dig, dit utaknemlige misfoster!" Hviskede hun ham ind i øret. Sparkede ham derefter flere gange i hovedet. Tog også fat i ham og slyngede hans ben ind mod gydens vægge inden hun kastede ham ned på jorden. Ændrede form til sit menneskelige jeg. "Når vi kommer hen på hospitalet siger du ikke en lyd! For du er så skrøbbelig, dine knogler kan jo brække så let, at du blive lam når de healer" Sagde hun med falsk bekymring.

Sophie så helt chokeret ud kiggede skiftevis på Lani og Emma hun smilede lettet da ingen af dem var blevet ramt manden åbende munden for sige noget men der kom ingen lyd ud af hans læber og ti sidst nikkede han bare Emma gik hen for at hjælpe manden op hun bedte forsigtigt Lani om hjælp Sophie stod bare og kunne ikke få hvad der var sket til fungere i sit hoved og hun vaklede hurtigt ud gyden me forskrækket blik og en smule afsky

Lani så Sophies blik, men valgte ikke at kommentere det. Nikkede til Emma og hjalp hende med at få manden op og stå. "Hvordan skal vi få ham derhen uden for meget opmærksomhed?" Spurgte hun uden nogen som helst følelse i stemmen. Hendes blik var hårdt, koldt og indelukket.

Emma tænkte og sagde derfor ikke noget Emma vendte blikket imod manden og lyste op hun vendte blikket imod sophie nikkede til hende som tegn til at skulle komme her hen * Jeg har en ide, men jeg ved ikke om din venide har lyst til være med* tænkte hun sendte den ind Sophies sind imens Emma sendte hende tanken vendte sophie blikket imod Lani * jeg ved ik.... hvad går den ud?* spurgte hun en smule nervøs og sendte den hen Til emma sophie sukkede svagt og trak sig tilbage over i et hjørne hun lukkede sine øjne og fosvandt ind i sin engen verden hun havde bestemt ikke løst til blandes ind deres hun følte sig en smule trist og sm dræbermaskine

Lani så nysgerrigt på dem, da hun nemt kunne gætte at de snakke sammen i deres sind. Desværre kunne hun ikke selv deltage i samtalen, men det generede hende faktisk ikke rigtig.

* jeg sprøger hende om du kan få lov til slettet hans eriding om os som mutanter men så skal du love at det kun er det du gør* tænkte hun og sendte det videre til Emma hun samtykkede på hendes betingelser og Sophie vendte sig imod Lani " altså hvis Emma kan få lov vil hun slette det med at vi er mutanter fra hans hukomelse så vi kan følge ham til hospitalet" sagde hun lettere forsigtigt da hun var bangefor Lanis reaktion hun trk vejret en smule tungt

Kala overvejede det lidt. "Nej" Sagde hun så bestemt. "Han skal være så bange for mutanter at han ikke tør røre nogen igen" Mumlede hun og hendes blik var stålfast. Hun ville ikke rokke sig en millimeter.

" hvad forslår du?" spurgte Emma fra sit hjørne hun betragtede kort Lani imens et svagt smil krusede over hendes læber Emma vendte blikket imod Sophie * jeg håber hun kan komme på noget og det er snart* tænkte hun sendte den ind i sophies bevidsthed Sophie trak kort på skulderen da hun ikke vidste hvad hun skulle svare

"Vi får ham hjem og taper ham fast til en stol" Foreslog hun og smilede svagt. Det kunne være ret sjovt at prøve det igen. Det ville helt klart være sjovere når det ikke var ens brødre man gjorde det på.

Emma hævede det ene øjenbryn men smilede så " okay vi kan vel godt tage ham hen til mig" sagde Emma og kiggede over på Sophie " hvis i siger det" sagde hun med en smule afsky stemmen og trak på skulderene hun bed svagt læben men nikkede så det er vel det bedste at gøre nu hvor han skudt på dem og alt mugligt

Lani smilede skævt til dem. "Skal jeg ændre form til en slags hjælper, så folk bare tror han er handicappet?" Spurgte hun dem og ventede en smule utålmodigt på deres svag.

Emma nikkede hun syntes det var en god ide hun kom med " det synes jeg" hun betragtede Sophie imens sagde det " så kan mig og sophie måske lade som vi er i familie med ham" sagde hun stille Sophie forholdt sig tavs hun syntes ikke det var en god ide men hun sagde ikke noget

"Godt så" Sagde Lani og skævede til Sophie. Sendte hende et undskyldende blik og ændrede så form til en ung, kvindelig plejer. "Husk, han er både dement og handicapper" sagde hun og stødtede ham bedre.

Sophie skulede til hende men nikkede så " okay" sagde Emma og tog sig selv i smile så bredt stirrede over på Sophie " og du er min datter og manden er din onkel" sagde hun henvendt sophie " hvis du siger det mumlede hun og gav sig til at gå ud gyden

Lani begyndte at hive manden ud af gyden. Da de om ud på gaden gloede folk lidt på dem indtil Lani opgivende sukkede. "Hans altså! Du ved godt du ikke må gå din vej uden en af os plejer! Du har jo ikke vist hvor de var eller hvem der har gjort det her ved dig" Sagde hun højt og lavede tsk lyde inden hun fortsatte ned af vejen. Gik i et roligt tempo så Emma og Sophie kunne følge med.

Sophie forholdte sig og fulgte bare efter " vi skal den vej miss Summers" sagde hun for at de skulle gå den rigtige vej " mig og min datter er glade for at der nogen som jer til passe på min lille Hans" spillede Emma med sophie holdte sig en smule bagved hun fnøs en smule hun hadede når folk tænkte hun kunne ikke gøre for det men læste deres tanker som var det en åben bog

"Det var så lidt, Mrs. Frost" Sagde Lani med plejerens stemme og smilede et strålende smil. "Vi har dedikeret vores liv til at hjælpe folk som Hans her og han er rigtig flink". Hun gik den retning Emma sagde.