Øver min evne :D

"Verdenn ligger for vores fødder" sagde hun med et smil. "Men jeg ved at jeg skal kæmpe for mutanters rettigheder"

Sophie trak kort på skulderne hun smilede svagt sophie ville engetlig heller koncenterede sig om sig selv end andre mutanter hun vidste indrst ind at det ikke var fair men hjemme fra var hun ikke blevet andet end fortalt at men kun skulle tænke på sig selv og sin fremtid hun bryd sig ikke meget om være mutant hun kom til linge sin far mere og mere selvom hun ikke ville indrømme det hun trak kort benene op under sig lagde armene rundt om benene hun sukkede svagt " jeg tror aldrig jeg vil blive en god mutant" sagde hun til sidst hun lyd meget trist og begyndte stirre frem for sig hun kunne ikke forstille sig den situation hun var havnet i hun ville heller ikke være mutant men det var hun alligevel bleven selvfølgelig fordi begge hendes forældre havde genet hun sukkede hun kunne ikke lide det hun var bleven hun havde mistet sine venner på grund af det gen de så hende som et monster ellere en sygdom som bare skulle af med hun lukkede til sidst sine øjene hårdt i hvis bare hun kunne fjerne nogle af de dårlige minder hun havde haft og skabt sig selv en anden virkelighed hun tænkede så det knagede hun rejste sig lige pludsligt op og fór ud af døren for hente noget hun kom tilbage med en blok hun skev noget ned kiggede lidt på det på blokken stod der med sirlige bogstaver Monster hvor bagefter stregede det ud hun knyttede hånd hårdt på blyandten hun måtte hele tide minde sig selv om hun ikke var et monster eller en sygdom hun gav sig til tegne i stedet for små tændstikke mænd hun va god til tegne men gad ikke tegne andet end tændstikke mænd til sidst kiggede over på Lani " hvad nu hvis man ikke vil have verden til ligge for ens fødder?" spurgte hun tøvende med en undertone af vred hun ville ihvertfald ikke verden ligge for hendes fødder måske skulle hun bare tage væk hun rystede kort på hovdet * jeg vil bare have lov til være mig uden mennsker skal frygte* tænkte hun og begyndte igen på sine tændstikke mænd

Lani rynkede sine øjenbryn og lagde sine hænder om Sophies hovede. Hendes øjne blev tågede og fjerne. "Jeg kan se at din far har påvirket dig til at hade mutanter og dig selv. Kun til at tænke på dig selv" Sagde hun som i trance, hvilket hun også var. "Du vil ikke være mutant og overvejer sikkert at tage min fars lortede kur" Det sidste sagde hun med foragt og vrede i stemmen.

Sophie nærmest fløj op det det gik op for hvad det var hun lavede hun var lige ved blive vred men det måttet hun ikke Vred eller forskrækket kunne gøre ting som hun ikke havde lyst til hun skulede vredt til hende da hun ved et uheld kom til sende Psysonic kræft bolt efter hende " pas på" mumlede hun og sank slatten ned på gulvlet hun svag hun hadede at være svag hendes hovde føltes som havde det ramt en mur 125 km i timen det anden gang hun kommet sende den efter nogen lukkede svagt øjene sammen

Hun skabte en blokade i sit hovede og dukkede sig. Rystede let på hovedet. "Undskyld, men jeg ved at jeg har ret"

hun orkede ikke sige noget hun sad sammen sunket på gulvet hendes hovde gjorde ondt hun bed svagt læben hun hadede når folk fik sandheden om hende at vide hun kneb sammen da hun åbende dem hun stadig vred men hendes kræfter var brugt op hun sukkede svagt " ja så snart får det bedre tager afsted" sagde hun mere fordi hun var vred hun rejste sig prøvende op måtte sætte sig da det sortne for hendes øjene hun vendte blikket væk fra Lani hun var rasende men hun ville ikke vise det for meget hun måtte holde igen "jeg kan ikke fatte at du så det" sagde hun rejste sig med kræft angstengelse hun satte sig over på segen stirrede på Lani hun tog sig på siden har hovdet imens stadig stirrede på Lani hun ville have hende til glemme det hun koncenterede men kunne ikke trænge igemmen hun ville ikke trænge hun tog hænderne væk fra hovdet * prøv at forstå* tænkte hun såret og gik hen til vinduet hun ville ikke ricikere at få sine tanker læst igen normalt når hun ikke var i trist tilstand kunne lukke sit sind af for andre hun vendte tænksomt blikket ud imod vinduet hun ville gerne have fortalt hende men nu var sikker hun kunne stole på nogen hendes far havde haft ret

"Du kan godt stole på mig" Sagde hun stille. Det var ikke så svært at regne ud hvad hun tænkte.
Hun sukkede og tænkte lidt på sin familie. Hun savnede sin bedstefar og hans rar stemme og kloge ord.

" ja sikkert" sagde hun hun bed sig svagt læben hun overvejede sine chancer for stikke af hun gjorde det op med sig selv at det bedst og blive " dagen inden mine far og jeg blev uvenner" sagde hun tøvende hun vendte blikket imod hende hun havde aldrig sagt det her til nogen før hun havde ikke stolet på nogen hun tøvede stadig på det Lani havde sagt hun åndede svagt " han ville havde" hun bestemte sig for a hun alligevel ikke skulle have det hele at vide hun stolede ikke nok På Lani til fortælle det hele om hende i nu hun vaklede stille tilbage på sengen

"Hvad ville han have?" Spurgte hun nysgerrigt og manipulerede svagt hendes følelser. Kunne mærke at hun ikke stole på hende.

Sophie mærkede med det samme at hun prøvede manipulerede med følelser og det virkede men hun ville stadig ikke fortælle det der skulle mere til hun sukkede svagt rystede kort på " det er ligemeget sagde hun blev en smiule mere afslappet og mindre vred

Hun blev ved med at manipulere med Sophies følelser. "Please!" Bad hun hun.

Sophie følte sig mere og mere afslappet hun prøvede at kæmpe imod hun lukkede svagt øjene " stop" udbrød hun hun bed svagt i læben hun kunne snart ikke kæmpe imod mere hun ville ikke sige det om så hun skulle gøre noget slemt hun kneb øjene mere sammen

Hun sprang hen og krammede hende. "Pleeeeeaaaasssseeeee!!" Blev hun ved og manipulerede stadig med følelserne.

Sophie kæmpede stadig imod hun lukkede svagt øjene hun kunne ikke mere og gav efter " min far ville gøre mig og ham til et forsøgdyr han ville give forsker lov til tage prøver men jeg sagde nej" sagde hun og snak en klump " og han blev sur" sagde hun åndede lettet hun havd drog en plan hendes kræfter var så såt ved komme tilbage hun ville få hende til glemme det sidste mehun ville vente til bedre tidspunkt at gøre det

Hun smilede. "Tak fordi du fortalte mig det". Stoppede med at manipulere med hendes følelser.

Sophie fnøs vredt hun kunne ikke lide at Lani vidste så meget om hende men på anden side vidste hun alt om den sande Sophie hun forholdte sig tavs hun ville ingen gang se på Lani hun virkelig vred nu vidste hun at hendes far havde haft ret man kunne kun stole på sig selv som mutant hun fortrød med det samme at hun havde snakket med Lani hun rystede svagt på hovdet i foragt hun knyttede hænderne hårdt sammen hun rejste sig hurtigt op hun fandt sin idrættaske og puttede de ting som kunne komme nyttige ting hun måtte bare væk herfra hun havde ingen planom hvor hun skulle gå hen men hun måtte bare væk Lani havde gjort vældig vred

Lani rynkede sine øjenbryn. "Hvis du smutter nu, for at tage kuren så skal du bare vide at jeg synes det er svagt" Sagde hun med utrolig meget foragt i stemmen.

" jeg skal bare væk" sagde hun hun havde ingen planer om tage kurren hun skulle bare væk hun havde fået nok af det sted måske til sin lejlighed L.A hun fnøs mere vredt en end før hun ville ikke finde sig i Lani " tror du bare du kan komme her læse mine tanker og bagefter ikke renge reaktion fra mig?" spurgte hun vendte blikket imod Lani hendes øjene slog lyn hun smed tasken på den tomme seng " men hvis du ser mig som svag så gør du det" hvæssede hun men fjernede ikke blikket fra Lani hun var vred normalt var god til at bevare roen men hun var rasende hun havde virkelig løst til bruge sine kræfter imod hende påføre hende en form for smerte hun vidste ikke hvor den vrede kom fra men vred det var hun hun fnøs igen vredt

Lani gik helt hen til hende og så hende vredt i øjnene. Stod et par centimeter fra hendes ansigt. "Du tror alt er så syndt for dig bare fordi at dine forældre er døde og Emma gav dig væk" Sagde hun roligt med et vredt tonefald. "Men vi er andre der kæmper for bare at være her! For ikke straks at blive sendt i fængsel eller blive påtvunget kuren!". Hendes øjne lysede af vrede.

Sophie måttet anstrenge sig til det yderste for ikke røre hendes panden hun ville ikk skade Lani hun blev bare vred når der var nogen som prøvede forstå hende hun tog kort sin taske over skuldrne hun rystede kort på hovdet hun gik ud af døren smækkede den hård i efter sig hun orkede ikke mere hun regnede med komme tilbage efter hun havde fundet Emma hun satte kursen imod tapperne hun sukkede svagt hun gik i alt hast ned tappen hun ville ikke have Lani skulle følge efter og så en smule alligevel

Få sekunder senere gik Lani ved siden af hende. "Hej igen" Sagde hun og smilede skævt.

Hun forsatte uden sige noget i et stykke tid "jeg tror jeg forsvinder fra skolen end til jeg har fundet Emma men jeg lovede at du måtte tage med" sagde hun forsigtigt hun sukkede svagt hun syntes det var den eneste udvej

"Og til fældigvis ved jeg godt hvor Emma Frost gemmer sig!" Lo hun.

hun vendte blikket imod Lani med et udtryk der var helt mærkeligt " hvor?" spurgte hun mistroisk hendes ansigtutryk ændrede sig til smil

"Et sted her omkring" Fortalte hun og smilede skævt.