Ny og alene

"Det er bare så..irriterende, især når
det er ens egne forældre! Jeg kan
huske at da de lige havde opdaget
det havde vi et kæmpe skænderi!
Jeg råbte til dem at det ikke var min
skyld at de havde fået et monsterbarn,
men det var nok guds vilje mod sådan nogle
idioter som dem, det tog helt mæglet fra dem"
Sagde hun med et smil

Hun lagde hovedet på skrå og sagde "du er ikke et monster, det er en fed gave, tænkt sig, du har i det mindste noget specielt noget at være stolt over, du skal ikke tage dig af hvad folk tænker, det er dig der er herre over dit liv, og det synes jeg du skal sige til dem, at det skuffer dig de tror du et eller andet misfoster, for det er du langt fra!"

"Jeg ved det, det vardet første de
fortalte mig da jeg kom her"Sagde hun
med et smil"Men helt ærligt, jeg har ikke
tænkt mig at snakke med dem igen, de må
selv træffe valget om at jeg bliver en del af
deres lille familie eller om jeg ikke gør"Sagde hun
og trak let på skuldrene, faktisk var hun ligeglad
med sin familie, hele bundtet var rådent efter hendes
mening

"hvis jeg havde en ordenlig familie, tror jeg ikke jeg ville have truffet det valg,
hvis Raven, emh min mor ville have haft mig ville jeg aldrig have givet slip på hende!" mumlede hun og så lidt ned i gulvet

"Sådan har jeg det også. Jeg ville
nogle gange ønske at min mor
og far og bror viste at de elskede
mig, men det har de aldrig gjort,
heller ike da jeg var lille"hun sukkede
og lod en hånd løbe igennem håret

"ja kender godt hvad du mener, men skolen her har altid vist mig omsorg og taget sig af mig, men det er jo stadig ikke helt det samme!" sagde hun og sukkede lidt, hun hev en lille taske ud fra skabet og tog en shampo og balsam fra bordet og tog ned i sammen med bikinien

//kommer igen om en halv time //

"Omsorg er et for stort ord til alle de
år jeg har boet hjemme, aldrig et lille kram,
aldrig et godnat kys, eller godnat historie,
ærlig talt tror jeg at jeg får det bedre her
end jeg nogensinde har haft det!"sagde hun

Hun grinede lidt og sagde "ja vi kan starte nu!" og gav hende et kram med et smil "jeg er glad for jeg er vokset op her med mine egne, men min mor er selv mutant, men hun har altid tja enten skulle efterlade sit barn, ellers har hun ikke haft nok et eller andet til dem, jeg ved ikke hvorfor hun efterlod mig!" sagde hun lidt efter

"Tak"Sagde hun med et smil."Tja, jeg
tror ikke altid at det er meningen, at
man skal forstå ens forældres valg"
Sagde hun tænkende

Hun rystede på hovedet og sagde "nej, det er ikke altid let, jeg forstår heller ikke endnu hvorfor min mor valgte at efterlade mig her, men alligevel havde hun opdraget mig så havde jeg sikkert ikke været som den jeg er i dag!"

"Jeg er nu meget glad for min opdragelse,
eller opdragelse og opdragelse, jeg har altid
gået mine forældre imod, hvis de bad mig om
at gøre noget, så lod jeg enten vær, eller
gjorde det stik modsatte!"sagde hun med et smil

Hun grinede og sagde "ja det kunne jeg godt forstille mig, altså ikke fordi jeg siger du er en ballademager, men hvis man har sådan nogle forældre så er det forståeligt nok!"

hun smilede"Det er da godt at det ikke kun er
mig der mener det"sagde hun med et smil

Hun grinede og sagde "tja, jeg kan forstå hvordan du føler, selvom jeg dog ikke har haft almindelige mennesker til forældre, men har mødt så mange som har gået igennem det samme som dig, desværre!"

"Det er syndt at vi er nogen der har sådan et
forhold til vores forældre, dog er det gode at vi er
flere om det, så vi ikke føler os alene om det, hvis
vi altså møder andre der har det ligesom os"Sagde hun
og håbede at Cim forstod hvad hun mente

Hun nikkede og sagde "jeg tror alle mutanter har haft et svært familie forhold, men ved ikke om der er nogle der ikke har det som os, hvor de enten er blevet efterladt eller næsten forhadt af deres forældre, men håber der er nogle som har et godt forhold til deres forældre selvom de er mutanter!"

"De håber jeg også! For det betyder bare
at ens forældre er ligeglade med hvad man
er, men mere interessere sig for hvem man er
og at man er deres barn, og at de elsker en"
Sagde hun samtykkende

Hun nikkede og sukkede "ja, hvis mennesker og mutaner dog bare kunne leve sammen uden fordomme, og skræk, jeg synes det er en kæmpe belastning, at være offer for folk bare fordi man er anderledes siden man var barn!"

"De skræmmer jo sig selv, de
er faktisk lidt latterlige, de
mennesker"Sagde hun med
et irriteret suk, hun forstod ike
hvorfor de var så bange for dem!
Det var jo mutanter der kunne redde
fol i brande og den slags! s hvorfor ikke
udnytte sig af de ekstra talenter jorden
havde givet til få udvalgte? hun havde ofte
spekuleret over dette men havde aldrig fundet
ud af hvorfor mennesker havde gjort som de nu
gjorde!

Hun trak på skulderen og sagde "tja, man skulle tro vi var helt to forskellige folkefærd, som om vi kom fra et andet land eller næsten anden planet, sådan som de behandler os, som om vi er noget farligt og ukendt!"