Hovsa O.o vasen sprang...

Joshua gik ud i køkkenet.
Han var blevet sulten og havde bestemt sig for at lave en sanwich.
I køleksbat var der én masse ting så han tog noget salar og noget kød.
Han lagde det på noget brød og da han skulle til at spise sandwichen sprang en lille vase som stod i vinduet.
" pis" mumlede han, når han ikke tænkte over det kunne hans evner godt gå lidt ud af kontrol..
" det lægger ingen mærke til " mumlede han og grinte lidt.
Han ryddede op efter sig og satte sig på køkkenbordet og kiggede ud af vinduet mens han spiste..

husk og lav, sted, tid, vejr, omgivelser, og eventuelt påklædning

// det er lige meget, der er jo ingen regler //

Dawn trådte yndefuldt ind i køkkenet.
Øjnene landede straks på Drengen, og et let flygtigt smil kunne ses på hendes fine ansigt.
Hun blinkede, og De blå øjnene rykkede sig ikke.
Den lille bang der havde hørt i luften, for nogle minuter siden, havde fanget hendes opmærksomhed,
og Dawn havde derfor sat kursen mod køkkenet!
" Der er vist ingen tvivl om hvad din evne er" svarede han med let stemme og et glimt i øjet.

//neeij'neeij, men alligevel..//

Joshuas blik flakkede over på pigen.
Han kiggede uskyldigt på hende.
" men det er en sej evne" sagde han og trak på skulderne
Han gloede ondt på vasen.
" den var selv uden om det" sagde han barnligt og grinte så lidt.
" hva hedder du ?" spurgte han nysgerrigt og kiggede på hende med et sødt smil.

Dawn så på ham. Stadig med det lette ssmil, og glimtet af liv siddende i hendes øjne.
" Jaer.." svarede han og så på vasen.
" Uh, ja, det var den sikkert" svarede han lettere drillende, og så atter på ham,
en smule nysgerrigt,
" Jeg hedder Dawn! og hvem er du så?" hovedet var lagt let på skrå.

" joshua " sagde han og grinte.
Han vidste ikke om han skulle sige at han havde kommet til at sprige den pga han ikke havde ordenlig kontrol over sine kræfter.
Han kiggede på Dawn og smilte.
" hva er din evne, dawn? " spurgte han nysgerrigt.
Han kunne godt lide at høre om andres evner, men han hadede sin egen..

Dawn Betragtede ham, let.
Dog faldt øjnene kort på stumperne af vasen som stadig var der.
og ikke ryddet væk som resten.
" det kan jeg vise dig!" svarede hun.. glimtet af liv hang stadig i hendes øjne, og lagde et specielt skær over hendes ansigt.
" Hvis du altså vil?" han så spørgende på Jos.

" selvfølgelig vil jeg se det" sagde han og kiggede glad på hende.
Han havde kun set sin egen evne i brug.
Det her ville blive specielt for ham at se.
Han kiggede på resterne af vasen
*ups* tænkte han og var ve dat flække af grin...
Han kiggede på Dawn med oprigtig nysgerrighed og ventede.

Dawn smilede til ham.
" Jamen.. Så lad festen begynde." svarede hun let
og Trådte lidt frem, tog ham i øjesyn..
Det var ikke svært at trænge ind i hans sind, Ufattelig nemt faktisk, men han stod jo heller ikke i forsvar.. Roligt lod hun sin evne overbemande hans sind, og fik det til at blive påvirket...
Hun forsvandt fra hans blik, Også selvom Dawn faktisk stadig var der, Nærmede sig, var hun for ham usynlig.
Fordi hun havde påvirket Jos's sind til at tro netop dette!
dette var en simpelt lille trick, men det morerede hende fint alligevel..

" hvor er du ?" spurgte han dumt.
Han kunne ikke se hende.
Han bevarede roen og prøvedet at kæmpe imod, men det lykkedes íkke så godt.
Han holdt sit blik på et bestemt punkt * spring nu.. spring nu!*
Og vinduet som han havde holdt sit blik på sprang i tusind små stumper.
Han håbedet at det havde forskrækket hende lidt så han kunne se hende igen...

Dawn smilte, dog var det ikke synligt for Jos..
Hun trådte let rundt ham, betragtede ham.
Braget af knust glas kunne høres, og Dawn vendte sig forskrækket!
dette fik hende illusion til at falme et kort øjeblik.
* den ille snyder* tænkte hun let, og trak sig væk fra hans sind, så hun blev helt synlig!

Joshua kunne se noget igen.
" skræmte jeg dig?" spurgte han drillende.
han kiggede rundt og kiggede på det sprungte vindue.
" jeg reparere den senere." sagde han og grinte.
Han kiggede på Dawn, så hun kunne indtrænge andres sind.
" sej evne" sagde han og grinte lidt.

Dawn Smilte skævt.
" Ja, regnede ikke med vinduede ville springe i luften, bag min ryg!"
indrømmede hun let.
" jamen tak.. og i lige måde!" svarede hun venligt..
Stadig lyste øjnene! .
Dawn så på ruden. " jaer, det er nok en klog idé, men det liver en smule dyrt i længden!" Dawn skjulte et grin.

" jeg har råd" sagde han og sukkede tyngt..
Han var kommet fra en rig familie og han havde fået nogle penge med fra sine forældre.
Ikke lidt penge Men MANGE...
Han kigggede på Dawn med liv i øjnene..
" hvordan kan du styrer din evne?" sagde han misundeligt.
Hans evne havde det med at gå amok når han mindst ventede deet.

Dawn smilte til Jos.
" det er jo godt!" svarede hun, stadig med let stemme.
Hun kvalte et lille grin over hans bemærkning.
" Ehm, Det var ikke en særlig svær ting, nermere et trick, "
svarede hun, Dog var Dawn god til sin evne, hun var født med den, opvokset med den,
og hendes nysgerrighed og lysten til at blive bedre og ekspermentere havde gjort det nemt.
Dog havde det ikke gået godt vær gang, vel at mærke!

" nårrh" sagde Joshua og kiggede lidt på hende.
Skulle han fortælle hende om hans fortid eller ej..
Han valgte at fortælle lidt.
" da mine forældre opdagede at jeg var en mutant så blev jeg låst inde på mit værelse" sagde han og trak stille på skuldrene.

Lyset i hendes øjne forsvandt,
og blev brat afløst af bar overraskelse!
" Ahva?" hun så på ham.. overrasket og med den følelse af at
hun ikke havde hørt rigtigt.
for sådan noget var da ikke sandt, kunne det ske?
" låst inde?" ...

Joshua kiggede på Dawn overrasket over hendes reagtion.
" de var bange for at jeg sprang huset i stykker" sagde han og trak på skuldrene..
Han kiggede på Dawn og grinte lidt.
" men jeg fik mad og det hele" sagde han og grinte lidt.

Dawn kon til at grine lavt, over det han sagde..
livet i de dybe øjne kom hurtigt igen!
det var vel forståeligt, Et sprangt hus var vist ikke så sjovt,
som det ellers lød!
" Nåårh! " svarede hun lettet.
" så du blev ikke holdt i lænker og skjul for solen lys, og hvad der ellers er.. "

" kun for andre folk" sagde han og grinte lidt.
" men jeg sneg mig altid ud" tilføjede han hurtigt.
Han kiggede rundt og grinte over noget af hans barndom..
Han hoppede hurtig op på køkkenbordet igen og gloede på vinduet.
" hvor meget tror du det kostede?" spurgte han, mens han pegede på vinduet og grinte lidt.

Hun kunne ikke lade være med at grine lidt.
NEj, det undrede hende ikke at han sneg så ud, det havde hun også gjort!
- det ville være sikkert!
Og ja, ingen dør så ud til at holde ham tilbage.
" jeg kan lige forstille mig det" Dawn sendte ham et let smil,
" det der..? det er jo ikke frem et lille vindue du har smadret der.."
hun så tankefulgt på den knuste rude..

" så er det jo godt at jeg har massere af penge" sagde han og grinte.
han kiggede på glasskårende og smilte lidt.
Det var nu sjovt at springe ting i luften.
Det mindede ham im da han var lille.
Intet kunne stoppe ham, vis han havde sat sig et mål.

Dawn nikkede med et let smil,
" Ja, det er nok meget heldigt!" svarede hun.
Dawn så kort rundt, lod en hånd køre gennem håret,
Hvis evner virkelig afspillede en persons personlighed,
havde hun regnet ham ud..
En som ikke gav efter for noget.
Det fik hende til at smile let,

Josh kiggede på Dawn og smilte lidt.
Hun virkede anderledes end de fleste piger.
Mange var bange for ham og ville kun være hans venner pga. hans penge.
Han kiggede rundt og grinte så.
" syntes du jeg er mærkelig?" spurgte han og grinte.
Han elskede at bruge sin evne på nogle tidspunkter.