NY medkræftig hovdepine

Sophie sad i køkknet hun havde en sportstaske over skulderen hun havde ikke re mange engendele derfor kunne de være sportstasken hun sukkede svagt hun var næsten lige ankommet hun kendte ikke en sjæl hun rodede lidt i sin taske fandt en blok frem begyndte tegne det var den eneste der kunne gøre hende munter især nu hvor hun havde den kræftig hovdepine hun kunne til sidst ikke koncentere sig mere holdte op stirrede sig omkring i rummet hun bed svagt læben og trak vejret dybt

Alex stod i døråbningen, og så på pigen. "Hej," sagde hun forsigtigt. Og rodede i sit hår.

Sophie rettede blikket op hun smilede en smule angstrengt " ey" sagde hun og tog sig til hovdet hun forstod ikke rigtigt at der var og en som hvade lyst til snakke med hende hun bed til sidst smerten i sig og smilte venligt " Sophie Elizabeth Halliwell" sagde hun venligt men valgte at blive siddene

"Alex..." svarede hun, og så på Sophie. "Er der noget galt?" spurgte hun forsigtigt. "Du ser lidt.." hun trak på skuldrene. "Træt ud?"

" jeg har det fint" løg hun havde stadig kræftig hovdepine men hun ville ikke sige noget for hun bange for skræmme pigen væk hun rettede sig en smule op smilede varmt " hvor længe har du været her?" spurgte hun nysrrigt

"To dage." svarede hun smilede, og rodede sig lidt i sit, rødbrune hår. "Jeg er ikke så kendt her endnu, men jeg tror at det er et rigtigt hyggeligt sted!" Hun blev lidt mere tilstedeværene igen. "Hvad med dig? Du ser heller ikke så stedkendt ud?"

" hmm hyggeligt" sagde hun hævedede det ene øjenbryn men det var ikke fordi hun ikk kunne lide stedet men bare fordi hun lige var kommet " jeg kom for fem minutter siden" sagd hun smilede svgt

"Fem minutter siden? Og du startede ved køkkenet?" Hun smilede lidt drillende. "Køkkenet siger meget, var?"

" jaer det kan man vis rolig sige" sagde hun og grinte hun bed svagt læben da hovedpinen begyndte igen hun kiggede på Alex " jeg ved engtlig ikke hvorfor jeg havnede her" sagde hun

"Nej det ved jeg heller ikke," smilede hun kort. "Men jeg ved, at jeg også selv kommer her tit. Jeg ved ikke hvorfor, måske fordi jeg er vokset op i et køkken?" Hun smilede skævt, og trak på skuldrene.

" virkelig du ligner ikke den type" sagde hun forrundret hun kiggede over imod vasken hun vidste ikke hvor glasene var sukkede svagt

Alex smilede, og vendte sig mod skabene igen. "Nej, men når man er helt alene, i meget lang tid, må man jo finde på et eller andet at lave." svarede hun, og havde fundet både glas, og talerkner. "Skulle det være en pandekage? Jeg lavede et par stykker for meget i går aftes."

" jou tak jeg elsker pandekager sagde hun tog sig en smule til maven hun havde ikke fået noget at spise i stykke tid nu og var bleve sulten

Talerknerne stod allerede på bordet, med tre pandekager på hver. De var fløjet derover, på en kunstig vind. Eller så kundstig det kan blive, når det er ens evner. Hun smed sig i en af stolene. "Det var godt, for jeg er mester!"

" det er store ord for en lille pige som dig" sagde hun drillende vendte blikket imod Alex hun vidste ikkehvor gammel hun var

X rakte tunge af hende. "Hvis du smager dem, er jeg helt sikker på at du bliver enig med mig!" Hun smilede drillende til hende, og proppede selv en pandekage i munden.

Sophie kiggede ned lod som tøvede men tog en proppede den i munden smate længe på den " du er mesteren" sagde hun sandfærdigt grinede kort

X grinede med. "Det var jo det jeg sagde," sagde hun drilagtigt. "Jeg er jo vokset op i et køkken." Hun proppede nogle flere ind i munden.

" nårh ja det sagde du godt nok" sagde hun lod som om hun var glemsom hun fniste en smule og tog en mere

X lænede sig tilbage, og sukkede dybt. "Det følte hjemmeligt her. Vores køkken ligner det lidt." Hendes hoved, som lå på skrå, så ud i rummet, med et tilfreds smil.

Sophie nikkede da hun allerede havde proppet den sidste pandekage i munden og ikke kunne sige noget

"og så har jeg ikke haft min violin med." Hendes stemme lød rigtig meget... trist. "Jeg elskede den bare så meget," hun fnes, fordi den gav hende et ret sjovt minde.

" kan du spille violin??" spurgte hun hendes mund hang næsten helt nede ved guvlet det havde hun ikke troret at hun kunnesom sagt lignede hun ikke type " jeg spiller sev på klaver" sagde hun lagde hovdt på skrå

Alex prøvede at smile, men det blev lidt dårligt. "Altså, men kan jo ikke lave mad hele tiden, så jeg har lært mig selv, at spille på violin." Hun rodede sig lidt i håret. Hun savnede sin blå violin.

" de hr du sevfølgelig ret i" sagdehun be svagt læben blev en smule flov over sit udbrud " det bar fordi jeg regnede ikke at du også var den type så du er altså spillende Kok" sagd fniste en smule