Forårssol.

Sted: Udenfor Academiet.
Tid: Middag.
Omgivelser: Pænt mange elever.
Vejr: Solskind.
Årstid: Forår

Eftermiddagssolen stod højt på himlen for at varme de nye spirre der var i græsset og på de nyudsprungne træer. Will havde sat sig længest væk fra academiet..Han kunne ikke lide stedet. Især ikke med hans evne. Alle kiggede ned på ham, og han kunne ikke ligefrem have normale timer da han ikke vidste om han havde andre evner end at få andres evner til at forsvinde. Dumt!
Will bed sig i læben og trak benene op under sin hage imens hun skamfuldt kiggede ned i jorden.

Alecia kom gående hen ad græsset med slæbende fødder. Hun udstrålede som altid en dyster stemning, hvis man kunne kalde det dét. Hun lagde stille armene over kors og holdt blikket stift rettet ned mod græsset. Hun havde i den sidste tid taget for mange chancer! Hun vidste, at det at se på andre blot ville give bagslag. Alene i denne lille og alligevel store verden følte hun sig. Mere alene end nogensinde før!

Will vidste at hvis han øvede sig kunne der være chance for at han kunne udvide sin evne, og måske kontrolerer hvor meget omkring ham der skulle miste evnerne, eller måske ligefrem udpeje personer der skulle miste evnen for noget tid. men han havde ikke tænkt sig at prøve. Hans evne havde rodet ham ud i en masse problemer, og en enkel gang var en stor fyr blevet sur og havde overtaget hans sind i to timer. en frygtelig og urimelig oplevelse Will aldrig håbede ville ske igen.
Han stirrede fortsat ned i jorden og sukkede inden han forsigtigt kiggede op.

Alecia rettede langsomt og forsigtigt blikket mod himlen. Hun gik videre uden at tænke på hvor og uden at se sig for. Det resulterede kort efter i, at hun skvattede over sine egne ben og kort efter sad muggende på jorden. Et tungt, opgivende suk røg ud af hende. Et kort øjeblik havde hun faktisk lyst til at se, om nogen havde set det, men hun tog sig selv i at forsøge. Det ville være så utroligt dumt!

Will nåede lige at se pigen snuple
og reagerede som en hver anden der skulle have set det.
Han løb hurtigt op til hende og
satte sig på hug ved hende uden overhovedet at tænke
over at han lige havde sat hendes evner på stand by,
men hun så rigtig ensom ud,
og Will var en meget følelsesladt dreng.
Han kiggede undersøgende på hende.
"Er du okay?" Spurgte han tøvende og
smilede svagt til hende.
Will bed sig genert i læben,
og hjalp hende op at stå.

mortimer kom gående på græsset.
han så lidt lige ud.
han så op på solen og nød lidt den dejlige varme fra solen.
han så sig kort over skulderen efter noget tid.

Det gav et sæt i Alecia, da nogen pludselig talte til hende. Hun glippede kort med øjnene, men holdt blikket rettet mod jorden - hun kunne jo ikke vide at hendes evne netop ikk virkede lige nu. Hun rømmede sig stille. "Ja," svarede hun hæst. "Ja, jeg er okai. Og tak." Hun nikkede stille og sukkede atter.

Det gik op for Will at pigen måske nok snart kunne mærke at hun fik en ubehagelig følelse indeni, af afmagt. Han rykkede sig hurtigt bagud. "undskyld" hviskede han hæst og skamfuld over at han ikke havde tænk på hans evne. Han var 3 meter fra hende, og gik så ind i et træ, men evnen virkede stadig.

Undskyld? Hvad mente denne dreng med det. Det krævede meget af Alecia, men hun fik taget sig sammen til at se op og hen på drengen. Til sin forbløffelse opdagede hun, at han ikke frøs. Men hvorfor ikke? Hun kunne da ikke have lært at kontrolere sin evne allerede?
Dog ignorerede hun det lidt og gik langsomt hen mod drengen. "Er du okai?" spurgte hun langsomt.

Will kiggede en smugle forbavset på hende, med et lettere spørgende udtryk i øjnene.
"Jeg er okay" sagde han langsomt, og lidt urolig. "men..Er du det?" han hævede et øjenbryn. "Du er ikke sur på mig..Eller noget? har ingen underlig følelse i maven?" Han bed sig let i læben.
"Det var dog sært"

"Ja," gentog Alecia undrende. Hun rystede så langsomt på hovedet som svar på alt det andet drengen sagde.
Hun trak vejret dybt ned i maven og pustede ud. "Ingen underlig følelse i maven," sagde hun med et meget svagt smil. Hun rakte hånden ned til drengen for at hjælpe ham op. Dette var første gang nogen havde været sød mod hende. Hun kunne i det mindste gøre gengæld.

William mumlede noget uforståeligt.
"Og ... Du ved ikke hvad jeg lige har gjordt .. Vel?"
sagde han og rynkede på næsen inden han greb hendes hånd med et skævt smil.
"Tak" Mumlede han og kiggede genert ned i jorden.

han så to forskellige personer..
den ene en dreng, den anden en pige.
han stoppede op og iagtog dem lidt..

Alecia rystede forvirret på hovedet og hev ham op.
"Så lidt," brummede hun med atter hæs stemme. Hun kiggede lidt på ham og forstod stadig ikke, hvorfor han ikke frøs. Evnen kunne da ikke være forsvundet ... vel?

Will så hendes forvirrede udtryk i øjnene og skyndte at forklare.
"Jeg er så uheldig, at folk der kommer tæt nok på mig mister deres evner" sagde han lavt og kiggede ned i jorden. Han kiggede bagud og opdagede en anden dreng der stog og kiggede på dem. Han smilede skævt til ham og vændte sig igen mod Pigen.

han smilte ikke tilbage til drengen men så bare på ham.
han gik over til et træ og så stadig lidt på dem..
han lænte sig op af det træ.

Alecia lyttede, men det tog hende lang tid at opfatte. Havde han virkelig reddet hende for den byrde i en tid?
Hun smilede efter lidt til drengen og opdagede så en anden dreng. Hendes blik flakkede lidt, og hun endte med at glo lige ind i træet bag drengen hun snakkede med.

han gabte lidt og kløede sig i nakken.
han lod hånden være på barken og så på dem.
han havde aldrig set den dreng.

will kiggede på pigen. Og hun smilede?
"Er du slet ikke sur?" Udbrød han med et sær hysterisk tone i sin stemme.
Det var dog det mest vidunderlige! En der ikke synes at hans 'evne' var noget af det mest irriterende!
Han kiggede bag sig og så igen drengen.
Will hævede et øjenbryn mod ham, hvorfor kiggede han sådan på dem=

han så på de to..
hvad snakkede de om... ?
han prøvede at hører det, men de var for langt væk for at han kunne hører det.

han så på de to..
hvad snakkede de om... ?
han prøvede at hører det, men de var for langt væk for at han kunne hører det.

Alecia trådte et skridt tilbage af forskrækkelse. "Nej," mumlede hun med let stemme. "Hvis du bare vidste, hvilken byrde du har løftet af mine skuldre."
Hun så på begge drenge med et skævt blik. Hvad skulle hun sige ... gøre?

Will smilede stort. "Tak.. Og jeg kan ligeså godt sige ilige måde" Han smilede skævt og mærkede at han generte jeg ikke var der længere.
Nu smilede han bare, og viste glæden i hans rød/brune/ravfarvede øjne som stille glimtede i solens skær.

Alecia smilede stille tilbage til drengen.
Hun valgte så at præsentere sig: "Alecia Haley Mag."
Hendes øjne glimtede af en hvis glæde. Måske kunne de blive gode venner? Måske ville hun endelig få en ven?

han rev lidt af barken af.
han studerede det lidt..