Tankelæsning.

Sted: Evne træning.
Tid: 21.
Omkring. ingen
Humør. Neutralt.

Jane stod og så på det tomme rum.
Hun vidste ikke hvordan man brugte den.
Men hun kunne godt lide stedet, her var ikke et mylder af stemmer.
Hun sukkede og lukkede øjnene..

Hun kunne ikke..
Hun vidste ikke hvordan..
Eller hvorfor..

Derfor var Lee på vej til træningsrummet for at finde svar på alle de spørgsmål. Hun havde lagt mærke til at mange ved bort fra hende når hun blev vred. Men hun havde aldrig opdaget hvaad det var hun gjorde ved dem.

At få folk til at se syner, høre syner..Det var oftest folkt værste mareridt's figure eller steder der dukkede op når hun blev sur. Men de var de eneste der kunne se det, derfor vidste Lee ikke helt hvordan hun gjorde det. Ham den gamle der havde fundet hende, havde sagt at hun var speciel..Men hvor speciel.. Og var det overhovedet noget godt?

Lee åbnede døren og lagde ikke mærke til den anden pige. Larmen lod hun bag sig, og hørte den ikke mere, eftersom døren var lukket. Hun stirrede ned i jorden. og der skete det vidunderlige at hun kunne se noget, hun vidste ikke kunne være sandt. "Mor?" Hviskede hun, som lammet og ragte ud efter den flimrende skiggelse.. Lee smilede stort..Endelig.. Endelig havde hun brugt den overfor sig selv... Hun kunne sikkert få de mest fanntastiske ting til at dukke op forean hende. Sin gamle bedste ven...
Lee kiggede til højre for sig og åbnede øjnene. Der stod han.. Matt! - Hun grinede lidt for sig selv. "Vidunderlig evne!" Mumlede hun henrygt og satte sig smilende ned.

Jane så op.
Tanker..
(Når man emner med mig er dte vigtigt at skrive tanker xD!)
EN pige.
Hun så stille på hende.

Men der må vel også være bivirkninger..
- Tænkte Lee med et blik op i loftet! Måske..Jeg kan sikkert også bruge det til det onde Hun bed sig i læben. Uhyggelig tanke Tilføjede hun i hendes hovede og trak på skuldrene.
Et lille suk undslap Lee's læber og hun satte sig på jorden med et bump. Der stirrede hun lige ned på to fødder ;p Hvad i alve... "ÅH GUD! jeg havde slet ikke set dig!" Udbrød hun forskrækket. "Undskyld?"

Jáne så på hende.
"Det er onde er ikke godt." Hviskede hun efter lang tid.
"Det onde udnytter dig."

Lee stirrede på hende i meget lang tid, med et hævet øjenbryn og et underligt udtryk i øjnene. Læste den pige lige mine tanker? tænkte hun lettere fustreret og lod det hævede øjenbryn falde på plads. Jeg ved da godt at det ondee er skidt! Jeg tænkte jo bare over at man faktisk, hvis der var andre med en evne som mig, kunne komme ret så meget til skade med en evn... "Ja?" Sagde hun spørgende. "Men jeg må vil være ond hvis jeg har lyst" Sagde hun trodsigt. Hun ville ikke have at andre skulle bestemme over hvad hun skulle.

Hun så på hende.
"Det onde udnytter dig." Gentog hun hviskende og trak på skuldrende.
Hendes hvisken var ikke en bange hvisken, den var rolig, utryksløs..

Melanie kom gående ind i det tomme rum, med et stort håb om at der var nogen derinde. Kom nu lad der være nogen, tænkte hun imens hun åbnede døren. Hun smilte stort da hun så der var nogen, endnu større da de begge to var piger. "Hej." smilte hun og strøg en hånd gennem håret.

"Hej." Sagde JAne med en rolig stemme.
Hun så på den nyankomne.