Skyskraber stimulation

Vejr i stimulationen ~ Fint, solskin
Omgivelser i stimulationen ~ Midt i en by. En masse skyskrabere
Påklædning ~ Poset mærkeblå kjole

Alex rodede sig i håret, og skiftede vægten fra det ene ben, til det andet. Hun stod på toppen af den højeste af alle skyskrabere, for hun var igang med at øve sig. Hun havde haft et par timer, hvor hun skulle lære at flyve, som Cimberlie havde foreslået hende. Det var ikke gået så godt, men det var da lykkedes de sidste tre gange. Hun smilede sit ekstrem smil, og kastede sig kunstnerisk ud fra huset, i et knoglebrækkende fald.

Benjamin kom gående ind i Simulations rummet. Hun havde begravet sine hænder i sine lommer. Hendes tøj bestod af en sort t-shirt, nogle posede militær bukser og militær støvler. Hun gik med tunge skridt og lod blikket kørene rundt. En by? Hmm.. Hun så op og fik øje på en pige som kom faldende ned mod jorden med livstruende fart. Benjamins ansigts udtryk var helt ulæselig og hendes sorte øjne var rettet på pigen hele tiden. Hun strøg lidt af sit grønne hår væk fra ansigtet og genoptog sit betragtende blik.

Alex smilede venligt, på hendes jokemåde, til pigen som hun ikke kendte. Hun sørgede for ikke at ramme hende, ved at spinne lidt til højre. Hun brugte efterfølgene alt sin koncentration for at få vinden til at gøre som hun ville have den til. *Lad mig flyve! Giv mig lugt under vingerne!*

Benjamin holdt stadig øje med pigen og ventede nærmest på at pigen ville falde til jorden og.. dø

X var blevet en anelse desperat. Hun var ikke typen som lod sig slå ud, men nu var der mindre end 600 meter til jorden. Hun sank, og kunne mærke den sindssyge spænding. Hvis hun havde været et menneske ville hun være blevet flået i stykker af tyngteloven.

Benjamin blev ved med at se op på pigen som kom tættere og tættere og tætttere på jorden. Ville pigen ikke snart gøre et eller andet?

X ville skrige, sige stop, bare få det til at holde op. Hun havde regnet med at følelsen af sådan et spring ville være legendarisk, men den var ved at flå hende i stykker!! Hun ville skrige til pigen at hun skulle hjælpe hende. Men trykket var for stærkt.

Benjamin havde stadig det ulæselige blik, men man kunne dog godt se på hende at hun prøvede på at finde på noget til at hjælpe pigen. Hun koncentrerede sig utrolig meget og holdt hænderne op mod pigen. Hun brugte sine kræfter mod hende og prøvede på at få hende til at stoppe op i midt i luften. Benjamin håbede bare på at det virkede. Hun havde aldrig gjort disse ting. Hun havde aldrig prøvet på at få en person til at stoppe op midt i et fald, men hun havde tillid til sine kræfter. Tillid til at det virkede.

X' nedtur standsede bræt. Hun regnede med at det var hendes luftevner der endelig virkede, men da hun åbnede sine sammeknebne øjne, så hun pigen. Hun så koncentreret ud. Hun sukkede irriteret. Det var ikke hendes egne krafter, men sammen med en pige, som havde redet hende fra en sindssygt fald. Hun smilede skævt, lod et vindpust skubbe sig på et tag, tæt på det andet hun lige var sprunget ned fra.

Benjamin tog sine hænder ned og så på pigen. Hun begravede sine hænder i sine militær bukser igen og stod og vippede på sine fødder.

Alex spang lidt fra tag til tag, indtil hun var så langt nede ved jorden, at hun ville overleve et spring, men som et nomalt menneske ikke ville. Hun landede med let bukkede ben, og med et beundret smil på læberne. Denne pige havde nogle totalt vilde evner!

Benjamin så på pigen med et ulæseligt blik. Det blik som hun hele tiden havde haft. "Du skal vidst lige forbedre dine kræfter lidt før næste gang du springer ud fra en skyskraber" sagde hun med en tone som passede til hendes blik.

X rettede benene, smilede skævt - lidt fjoget, og rodede sig i håret, som hun plejede. "Jeaps... Mange tak for din hjælp." Hun rakte sin hånd frem, som var som hugget ud i sten. Den dirrede overhovedet ikke. "Alex."

Benjamin tog tøvende fat i Alex' hånd "Benjamin" præsenterede hun sig selv og smilte ikke engang til hende.

"Hyggeligt at møde dig - Benjamin." sagde hun med et totalt bredt smil. Hun var ligeglad med den kolde mur hun fik - det var hun altid. Hun var altid så venlig. Det kunne godt være ret irriterende nogle gange,

Benjamin så på Alex "Det vel oss hyggeligt at møde dig" sagde hun og strøg nogle fingre gennem sit grønne hår.

"Jamen, da var det godt." smilede hun drillende, og rodede sig lidt i håret. "Hvad laver du her i dag? Træner ligesom mig?"

Hun rystede på hovedet "Nope.. Havde ikke noget at lave så jeg går sår'n set bare rundt" sagde hun og så lidt op på den skyskraber hvor Alex havde hoppet fra "Hvorfor hoppede du? Hvad er din kraft?" spurgte hun og så tilbage på Alex.

"Min evne er vind." forklarede hun, forlegent. "Og jeg troede at jeg ville kunne flyve. Men det gik ikke så godt, som du kunne se." Hun bed sig sig i læben.

Benjamin smilte et skævt og svagt smil og rystede på hovedet "Nejh det gjorde det ikk.. Du burde øve dig lidt mer" sagde hun "Jeg vil ikke være den som skulle redde dig når du beslutter dig for at du vil hoppe ud fra en bygning" sagde hun og så på Alex.

Hun smilede fjoget, og rodede sig i håret. "Tjo, det er måske lidt for ekstremt, for mig. Sorry. Jeg tror at jeg venter lidt, med det næste elestikspring, uden elestik."

Benjamin nikkede "Det var godt" sagde hun og så op på skyskraberen igen.

Hun rettede på sin mørkeblå posede kjole, og på sit hår. "Så må jeg hellere se at komme hjem..." Hun vendte sig om, og begyndte at gå, imens hun nynnede.

Benjamin ville helst ikk stå tilbage alene. Hun så på Alex og fulgte efter hende.

X kastede et blik på Ben, men blev ved med at nynne. Hun var kommet godt ind i simulationen, så det tog et stykke tid at finde glasmuren igen.